Naturen på Holmene

Selvom Holmene bliver et af Nordeuropas største erhvervsområde, så er der også masser af naturoplevelser for borgerne i hovedstadsområdet at se frem til.

Holmene bliver ikke bare et erhvervsområde. Borgerne i Hvidovre og den øvrige del af hovedstadsområdet kan også få glæde af det fremtidige område. Holmene kan give plads til 700.000 kvadratmeter ny bynær natur. Nogle områder kan blive rekreative landskaber, mens en række småholme kan anlægges som uberørte naturområder, der ikke er tilgængelige for mennesker. Det giver helt nye muligheder for plante- og dyrelivet.

Masser af friluftsmuligheder 

Med opbygningen af landskabet som holme kan vi skabe en aktiv kystlinje med løberuter, supercykelstier, vandsportsaktiviteter og marine spots. Det giver aktive muligheder for foreninger og individuelle sportsudøvere.

Naturformidling på vandkanten kan tiltrække familier og skoleklasser, der kan blive inddraget i og opnå forståelse for dyre- og plantelivet. Landskabet bliver også et aktiv i arbejdslivet, hvor det blandt andet bliver mere attraktivt at cykle på arbejde.

Her ses et udsnit over de aktiviteter, som Holmene vil byde på.